Har du nogensinde indledt en jobsamtale med at sige noget i retning af ”ja, jeg ved jo godt, at jeg er lidt oppe i årene, men jeg har altså valgt at søge jobbet alligevel”? Det er der desværre mange, der gør – og det er aldrig en god ide. Det svarer lidt til at begynde en mundtlig eksamen med at fortælle, at man desværre ikke har læst pensum. Det er defensivt og diskvalificerende.
Jeg nævner det, fordi jeg ganske ofte støder på kvinder og mænd, som har mistet deres arbejde i en høj alder og derfor enten går i panik eller giver op, fordi de tror, det er umuligt at få et nyt job. Sådan er konklusionen faktisk hos 9 ud af 10. Den gode nyhed er, at de som oftest tager fejl.
Lad mig slå fast med det samme: Jeg benægter ikke, at der findes aldersdiskrimination på det danske arbejdsmarked. Bestemt ikke. Tværtimod har jeg set masser af dokumentation for, at +50-årige er overrepræsenteret i forhold til både langtidsledighed og fyringer, særligt i offentligt regi.
Hvis man går ind til jobsøgningsforløb med en defensiv og undskyldende attitude omkring sin alder, har man tabt på forhånd
Jeg siger altså ikke, at der ikke findes et problem. Men jeg siger, at der for de fleste er en vej ud af problemerne forbundet med en fyring – også når håret er gråt eller tindingerne høje.
Dine tanker gør forskellen
I mere end 15 år har en del af mit arbejdsliv handlet om at støtte opsagte mennesker i at finde deres næste job. En af mine observationer er, at aldersdiskrimination typisk fylder meget i hovederne på personer, som netop har mistet deres job i en moden alder.
Det er altså kandidaternes tanker, der får dem på afveje i den forstand, at de ender med at overbevise sig selv om, at de ikke kan bruges til noget, fordi alderen har passeret 50, 60 eller måske endda 70. At de er overflødige, ikke-konkurrencedygtige, ude at trit med udviklingen. Færdige. Mennesker kan være frygteligt hårde ved sig selv. Særligt når de er i knæ, som de fleste er mentalt efter en fyring.
Pointen er, at hvis man går ind til jobsøgningsforløb med en defensiv og undskyldende attitude omkring sin alder, har man tabt på forhånd. Husk i den forbindelse, at det er dine tanker, der skaber dine følelser og dermed er med til at definere din adfærd. Men tankemønstre kan sagtens ændres. I hvert fald er det muligt at give slip på negative og selvdestruktive tanker.
En offensiv plan bliver belønnet
Og nu til hovedpointen: Jeg har igennem årene set masser af eksempler på modne kvinder og mænd overkomme fyringer på bedste vis og komme godt videre til deres næste job. Det har de gjort ved at tage imod rådgivning, lægge en plan og holde sig til den, gå til kaffemøder, aktivere deres netværk og i det hele taget at tilgå situationen offensivt. Uden at bøje hovedet.
Planen er den vigtigste. Det er altafgørende at gøre sig klart, hvad man kan, og ikke mindst hvad man vil – og derefter gå benhårdt efter det.
Ofte sker det med hjælp fra en rådgiver eller coach, som vender kandidaternes tanker og får dem til at fokusere på alt det, de har at tilbyde en fremtidig arbejdsgiver. Det er som regel en hel del mere, end de nogensinde selv ville have tænkt til at begynde med.
8 ud af 10 får et job
For ja, det kan det godt være, at 50+-årige ikke er helt oppe på beatet i forhold til AI, TikTok og teknologi. Til gengæld har de så meget mere erfaring fra arbejdsmarksmarkedet end deres yngre konkurrenter. Fordi de har prøvet det hele før. De har oplevet op- og nedgang, ideudviklet, samarbejdet, solgt, serviceret, undervist, vendt udviklingen, motiveret, fundet nye markeder, løst problemer, givet feedback, taget initiativer og udviklet strategier. Og så det hele forfra igen.
De er plug and play. Med erfaring, viden og kunnen fra flere årtiers liv og arbejdsliv. Lyder det ikke intimiderende set igennem brillerne på en 25-årig nyuddannet?
Og selv om 9 ud af 10 altså tror, at de aldrig igen får et job efter en fyring i en moden alder, er mit estimat, at 8 ud af de 10 alligevel ender i et nyt job. Fordi alderen viste sig at være ligegyldig. Ofte endda et plus.
Når du tilmelder dig Makios nyhedsbrev via e-mail får du viden, konkrete råd og inspiration om HR, karriere, ledelse, et bæredygtigt arbejdsliv samt invitationer til events. Du vil også modtage information om vores ydelser, og du kan til enhver tid framelde dig igen. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Hvis du er i tvivl om noget, så tøv ikke med at ringe til os på 8874 4912