EN FYRING KAN VÆRE MED TIL MED AT KURERE STRESS

Udgivet 4. august 2026

Læs på 3 Minutter

Publiceret i SN.dk

AF JESPER MAGNUSSON, ADM. DIREKTØR I MAKIO

Hvad sker der, hvis du bliver fyret fra dit job i morgen? Vi kan også vende den om og stille et andet spørgsmål: hvad sker der, hvis du er ulykkelig i dit job, ikke siger det op og ikke bliver fyret?

Det kan være udmærket at stille sig selv det første spørgsmål, for selvfølgelig har det en betydning for dit liv, om du pludselig står uden arbejde. For din identitet, for dit familieliv og ikke mindst for din økonomi.

Men det andet spørgsmål er mindst lige så vigtigt. For det er en ualmindeligt dårlig cocktail, der styrer dig i retning af stress, depression eller andre livskriser. Og så havde det måske været bedre at blive fyret.

IKKE DESTO MINDRE KAN FYRINGEN ALTSÅ VÆRE KATALYSATOR FOR ET NYT OG BEDRE ARBEJDSLIV.

Den negative påvirkning forsvinder med en fyring

Jeg sætter det sådan op, fordi mine kolleger og jeg oftere og oftere møder mennesker, som drager meget direkte fordel af at blive præsenteret for en fyreseddel.

Vores job går kort fortalt ud på at hjælpe opsagte medarbejdere videre til næste skridt i karrieren – hvilket i de fleste tilfælde handler om at assistere med at finde et nyt job. Og her taler vi altså ganske ofte med mennesker, som kommer fra dyb arbejdsmæssig frustration, fordi de for eksempel har haft et dårligt forhold til deres nærmeste chef, har oplevet at være en del af giftig kultur eller har været grundlæggende værdimæssigt uenig i virksomhedens ageren.

Og så snart de bliver fjernet fra den påvirkning – altså reelt når de bliver fyret – får de det markant bedre. Simpelthen fordi nervesystemet kommer i ro, når problemerne kommer på afstand.

 

En mulig opskrift på arbejdsmæssig lykke

Reaktionen er bemærkelsesværdig, fordi fyringer udgør et stort tabu. Måske det allerstørste tilbageværende tabu i dansk erhvervsliv i en tid, hvor vi ellers taler åbent om det meste andet, der gør ondt.

Vi er grundlæggende bange for at blive fyret. Og vi taler nødigt om det, når det sker. En fyring er for mange at betragte som et skamfuldt personligt nederlag. Selv om det i realiteten kan være det bedst mulige udfald i et utilfredsstillende arbejdsliv. Ren medicin og livseliksir.

Det positive personlige udbytte i forbindelse med en fyring hænger sammen med, at mange af den ene eller anden grund har svært ved at sige op. Også når jobbet gør den ansatte ulykkelig. Det har meget ofte at gøre med følelsen af at være økonomisk afhængig og dermed at sidde fast i jobbet.

Ikke desto mindre kan fyringen altså være katalysator for et nyt og bedre arbejdsliv. Især hvis man får lidt hjælp til processen, kan pausen mellem to jobs føre til alverdens gode refleksioner om, hvad man allerhelst vil med sit arbejdsliv – og hjælpe modet på vej til at gå lige præcis i den retning. Her er tale om en meget bedre opskrift på lykke end blot at holde snuden i sporet i et arbejdsliv, man på grund af diverse tilfældigheder er endt i.

 

Stresspåvirkningen er størst i det forkerte job

Jeg vil gå så langt som til at sige, at en fyring kan være med til at kurere stress. Jeg er ikke læge, og jeg forestiller mig ikke, at vi kan fyre os vej ud af stressdiagnoser. Men jeg har meget ofte oplevet mennesker give udtryk for, at stresspåvirkningen ved at være arbejdsløs er mindre end stresspåvirkningen ved at være i det forkerte job.

Derudover oplever jeg jævnligt mennesker give udtryk for, at de blev lykkeligere af at føle sig mindre økonomisk afhængige af deres job. For eksempel ved at sætte lidt penge til side til brug i forbindelse med en eventuel fyring, eller ved at skalere ned i privatøkonomien for at gøre sig selv mindre økonomisk sårbare. Sidstnævnte handler især om at sætte sig selv mindre økonomisk hårdt end nødvendigt – for eksempel ved at købe et hus til 4 millioner, selv om man har fået bankens ok til at købe for 5 millioner.

Under alle omstændigheder behøver fyringer ikke at være jordens undergang. For nogle er de det bedste, der er sket i deres arbejdsliv. Fordi de bliver tvunget til at få livet tilbage i et spor, der rent faktisk er behageligt at være på.

Tilmeld dig Makios nyhedsbrev for virksomheder

Vores nyheder er håndplukket til dig, som arbejder med HR eller er leder. Du får inspiration og viden inden for HR, ledelse, karriere og et bæredygtigt arbejdsliv.

Når du tilmelder dig Makios nyhedsbrev via e-mail får du viden, konkrete råd og inspiration om HR, karriere, ledelse, et bæredygtigt arbejdsliv samt invitationer til events. Du vil også modtage information om vores ydelser, og du kan til enhver tid framelde dig igen. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

Ræk ud og hør, hvordan vi kan hjælpe jeres virksomhed

Hvis du er i tvivl om noget, så tøv ikke med at ringe til os på 8874 4912

Kontakt os

Ja tak - Jeg er blevet tildelt et forløb og vil gerne høre mere

Ja tak - jeg vil gerne høre mere