misforstået fornuft og manglende mod slukker danskernes karrieredrømme

Udgivet 2. december 2024

Læs på 3 Minutter

Publiceret i Børsen

Af Jesper Magnusson, adm. dir., Makio

20 års arbejde med fyrede danskere har ført til særligt én erkendelse: Langt de fleste af os ender med aldrig at realisere vores karrieredrømme – meget ofte uden god grund

Hvad ville du gerne være, da du var barn? Spørgsmålet er godt og sundt at forholde sig til en gang imellem. Jeg har hørt alle de traditionelle svar såsom brandmand, politimand og dyrlæge. Men også de mere særlige som astronaut og statsminister. Selv havde jeg en drøm om at blive skovrider.

Det blev jeg ikke. Ligesom de fleste andre heller ikke ender med at realisere deres karrieredrømme. En fair indsigelse vil selvfølgelig være, at vi som børn ikke kan give reelle svar på, hvad vi vil eller bør beskæftige os med arbejdsmæssigt som voksne.

Ligesom vi typisk heller ikke har en klar idé om, hvem vi ender med gifte os med, hvor mange børn vi får, eller hvor i landet vi ender med at bosætte os. Her kommer typisk en række tilfældigheder i spil, hvilket sender mange af os i uforudsigelige retninger.

 

Misforstået fornuft og manglende mod

Alligevel står jeg efter 20 års arbejde med fyrede mennesker tilbage med en erkendelse, der næsten altid gør sig gældende, uanset hvilket menneske, der er tale om, og uanset hvordan omstændighederne omkring vedkommendes fyring og efterfølgende jagt på et nyt job: Personen har på et eller andet tidspunkt opgivet drømmen om ønskejobbet.

Hvad enten drømmen stammer fra barndommen, ungdommen eller voksenlivet. Vi er simpelthen eksperter i at slukke vores egne drømme, så snart vi bliver ramt af livet. I stedet accepterer vi i stor stil at varetage job, der betaler regningerne, men som ikke for alvor taler til os.

I begyndelsen troede jeg, at der var tale om tilfældigheder. At jeg af en eller anden grund endte med de kandidater, som var gået i en anden retning, end den de egentlig ønskede, på grund af forventninger, graviditet, ægteskab, hus, økonomi og alverdens forpligtelser.

Det er overraskende ofte muligt at realisere drømmene

Eller simpelthen fordi de ikke turde kaste sig ud i en lang drømmeuddannelse, et liv som selvstændig eller alt muligt andet spændende. Jo mere jeg talte med mine kolleger, jo mere årene gik, jo tydeligere stod det imidlertid klart: Langt de fleste af os trækker simpelthen stikket på det, vi har allermest lyst til. Af tusind forskellige årsager.

Men når man ser lidt nærmere på omstændighederne, handler det næsten altid om misforstået fornuft og manglende mod. Det er lidt hårdt sat op, men det er sådan, jeg oplever det.

 

Uddannelse har ingen alder

Jeg synes, at det er direkte deprimerende. Derfor elsker jeg at være med til at rådgive og påvirke mennesker i alle aldre og alle samfundslag til at jokke på speederen, hvad angår jobambitionerne.

Jeg elsker at forsøge at udfordre, hvorfor personen egentlig har lukket ned for en fremtid som kok, parterapeut, indretningsarkitekt, kunstner, fodboldanalytiker eller andet. Min hovedpointe er, at det overraskende ofte er muligt at realisere drømmene.

Der er selvfølgelig grænser og undtagelser, men for langt de fleste mennesker er det faktisk muligt at gå i retning af et fag eller en branche, som vedkommende føler noget for, men ikke desto mindre har afholdt sig fra at gå i retning af.

Ja, det er muligt at gennemføre en uddannelse i en fremskreden alder, hvis du ændrer lidt på din økonomi og dine prioriteringer. Siger farvel til indgroede vaner.

Al sandsynlighed taler desuden for, at din familie vil dig det bedste, og at de derfor er indstillede på at indrette sig efter, at du jagter dine drømme.

Fyringen bliver katalysator for forandring

Fordi jeg i min hverdag har med fyrede mennesker at gøre, ser jeg meget ofte netop fyringer være katalysator for, at mennesker realiserer deres drømme.

Selv om vi egentlig burde kunne nå samme sted hen uden fyringen. Altså tage tiden til at mærke efter, hvad vi allerhelst vil bruge resten af vores arbejdsliv på.

Undersøge, om økonomien nu også er så stram og fasttømret, som vi går og tror. Ofte er det ikke tilfældet.

Forhøre os om, hvad mand, kone, kæreste eller børn mon vil sige til vores planer – og så springe ud i det. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set mennesker være dybt taknemmelige for, at de fik stoppet op i tide. Tænkt sig om og lagt deres arbejdsliv om til noget, der gav større mening for dem, flugtede mere med deres drømme, eller som simpelthen gjorde dem gladere som mennesker.

Det er både rørende og unikt at være en del af hver eneste gang. Og det virker alt andet lige en hel del bedre end at slukke for sine egne drømme – meget ofte uden nogen som helst god grund.

Tilmeld dig Makios nyhedsbrev for virksomheder

Vores nyheder er håndplukket til dig, som arbejder med HR eller er leder. Du får inspiration og viden inden for HR, ledelse, karriere og et bæredygtigt arbejdsliv.

Når du tilmelder dig Makios nyhedsbrev via e-mail får du viden, konkrete råd og inspiration om HR, karriere, ledelse, et bæredygtigt arbejdsliv samt invitationer til events. Du vil også modtage information om vores ydelser, og du kan til enhver tid framelde dig igen. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

Ræk ud og hør, hvordan vi kan hjælpe jeres virksomhed

Hvis du er i tvivl om noget, så tøv ikke med at ringe til os på 8874 4912

Kontakt os

Ja tak - Jeg er blevet tildelt et forløb og vil gerne høre mere

Ja tak - jeg vil gerne høre mere