Jeg rådgav for år tilbage en leder i en stor dansk virksomhed. Han var CMO – Chief Marketing Officer – og en del af direktionen. Der var tale om en meget afholdt og særdeles vigtig brik i virksomheden. Men han kæmpede med sig selv og var overbevist om, at hans flotte resultater var et resultat af held snarere end dygtighed. Det kom ikke som sådan til udtryk i hans daglige virke, men stort set hver gang jeg havde ham under fire øjne. I de samtaler argumenterede han ofte for, at han forventede at blive gennemskuet og afsløret af direktøren og bestyrelsen.
Eksemplet lyder måske ekstremt, men er det faktisk ikke. Den anonyme leder havde store problemer med imposter syndrom – et psykologisk mønster, hvor et menneske overbeviser sig selv om, at vedkommende er en bedrager, og at det kun er et spørgsmål om tid, før han eller hun bliver afsløret for sin inkompetence.
En stor del af mit arbejdsliv går ud på at rådgive mennesker, der netop har mistet deres arbejde. Den slags er typisk hård kost for selvværdet, men det betyder vel at mærke ikke, at jeg her er omgivet af hverken flere eller færre personer med imposter syndrom. Jeg coaher også ledere og medarbejdere om deres karrierer og rådgiver topledere omkring store forandringsprocesser. Ganske bemærkelsesværdigt lever imposter syndromet i bedste velgående over det hele.
Der sad en lille djævel på min skulder og forsøgte at overbevise mig om, at en vigtig kunde inden længe ville gennemskue, hvor lidt jeg egentlig havde at bidrage med
Et forsigtigt bud vil være, at 70 procent af de mennesker, jeg har rådgivet igennem 20 år, har lidt af en eller anden grad af imposter syndrom. Så udbredt er fænomenet.
Inden du afskriver mine betragtninger som det rene vrøvl, må jeg hellere pege på en undersøgelse fra American Psychological Association i 2021. Den anslår, at op til 82 procent af den amerikanske befolkning lider af imposter syndrom.
Det er et vildt fænomen. Det er vildt, at det er så udbredt, og det er vildt, at man taler så lidt om det. Jeg støder i hvert fald sjældent på imposter syndrom uden for de lukkede rum, hvor jeg rådgiver mine kunder og kandidater. Der møder jeg det til gengæld meget ofte – og kender det også fra mig selv.
Da jeg i sin tid skiftede til konsulentbranchen, og da jeg senere sprang ud som selvstændig, blev jeg hver gang ramt af at en følelse af stor utilstrækkelighed. Det var som om, at der sad en lille djævel på min skulder og forsøgte at overbevise mig om, at en vigtig kunde inden længe ville gennemskue, hvor lidt jeg egentlig havde at bidrage med.
Den slags kan selvfølgelig også være udtryk for ydmyghed eller usikkerhed. Men jeg oplever ikke desto mindre enormt mange danskere være bange for at blive afsløret som bedragere. Mine kolleger siger præcis det samme. De peger også på, at fænomenet i særlig grad gør sig gældende hos ledere og succesfulde medarbejdere. Oftest er der tale om mennesker, der kan fremvise flere år eller sågar flere årtiers gode resultater, men som alligevel tilskriver det hele held og tilfældigheder.
Forleden læste jeg om et dansk studie, som konkluderer, at imposter syndrom i høj grad er karakteriseret ved en forvrængning af egne evner, hvilket betyder, at de ramte ofte går glip af interessante ting i arbejdslivet – så som karriereskift, forfremmelser og lønforhøjelser. I den forbindelse undrer det mig, hvorfor danske virksomheder ikke adresserer problemet og forsøger at vende det til deres fordel. For det er der for mig at se rig mulighed for.
For eksempel kan virksomheder med stor fordel afholde sig fra at skabe en kultur, hvor ledere og medarbejdere skal konkurrere for at lykkes. Derudover er det en god ide at sine ledere til en del af grupper, hvor de indgår i fællesskaber og trygt kan dele erfaringer. Endeligt kan virksomheder støtte op med sparringspartnere eller coaches, der kan hjælpe med nye vinkler og perspektiver.
Får virksomhederne på den måde hjulpet deres medarbejdere på et område, hvor skoen trykker hårdt for mange, vil der være en lang række gevinster at hente. For eksempel vil større kreativitet, effektivitet, loyalitet og employer branding være et naturligt udbytte. Foruden selvfølgelig medarbejdere der helt enkelt har det bedre med sig selv og deres arbejdssituation.
Når du tilmelder dig Makios nyhedsbrev via e-mail får du viden, konkrete råd og inspiration om HR, karriere, ledelse, et bæredygtigt arbejdsliv samt invitationer til events. Du vil også modtage information om vores ydelser, og du kan til enhver tid framelde dig igen. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Hvis du er i tvivl om noget, så tøv ikke med at ringe til os på 8874 4912