Emil Erichsen: ”Drømme kan sagtens gå i opfyldelse – det handler om prioritering”

Udgivet 6. november 2025

Læs på 4 Minutter

Livet er meget mere end arbejde og pligter. Sådan siger Emil Erichsen, der har en dum telefon, gerne vil kede sig og har sat etableret sig på en måde, der skaber plads til eventyr.

Han er kendt som søn af Mikkel Beha Erichsen, mangeårig tv-vært og hovedperson i tv-serien ”Kurs mod fjerne kyster”. Og ikke mindst som barnebarn af Troels Kløvedal, eventyreren der sejlede jorden rundt med skibet Nordkaperen.

Men Emil Erichsen er for længst lykkedes med at træde ud af sine kendte familiemedlemmers skygger som henholdsvis foredragsholder, forfatter, podcast-vært og tv-producent – foruden eventyrer med jævne mellemrum. Han argumenterer for, at alle har brug for krydderi på livet. 

Min erfaring er, at drømme sagtens kan gå i opfyldelse. Det handler bare om prioritering.

”For nogle år siden var min kone og jeg tæt på at købe et hus i Hornbæk. Vi havde talt med banken og fået lov til at låne pengene, da vi kom til at se på, at vi ville få så mange faste omkostninger, at vi ville blive fuldstændig låst. I stedet bor vi nu fem mand på 93 m2 i et kolonihavehus i Sydhavnen. Det er et bevidst valg om ikke at være afhængig af to fuldtidsindkomster og at have plads til at rejse og opleve,” siger han.

Drømme er meget ofte realiserbare

Emil Erichsen gæstede i oktober 2025 Makio med et foredrag, der blandt andet handler om at give plads til sine drømme – baseret på egne erfaringer om at de meget ofte er realiserbare.

”Min erfaring er, at drømme sagtens kan gå i opfyldelse. Det handler bare om prioritering. I den forbindelse hjælper det selvfølgelig, hvis man undlader at sætte sig så hårdt økonomisk, at man mister sin frihed. Men vi er nok alle sammen i en eller anden grad fastlåst i nogle mønstre og vaner. I første omgang handler det om at få defineret, hvad det egentlig er, man går og drømmer om,” siger han.

1.000 gange sværere end rygestop

”Jeg har selv for nylig købt en dumb phone, der stort set kun kan ringe og sende SMS’er. Den kommer jeg nogle gange til at tage op af lommen fem gange i timen bare for at konstatere, at den stadig ikke kan noget. Så fastgroet er jeg i min afhængighed af at være på Instragram, Politiken eller whateever. Det er virkelig skræmmende. Jeg har engang røget cigaretter og er holdt op med det. Det her livsstilsændring er 1.000 gange sværere,” siger Emil Erichsen, der nu er afskåret fra alt det, som smartphonen har lært os, er de rene nødvendigheder. 

”Sådan noget som MobilePay er ikke længere en del af mit liv. Folk tror efterhånden, at jeg hvidvasker penge, fordi jeg altid går rundt med kontanter,” griner han.

Hovedet kører i fire timers cyklusser

Emil Erichsen slår grundlæggende et slag for nødvendigheden af at leve langsommere i en verden, der bevæger sig hurtigt.

”Jeg tror grundlæggende på, at vi mennesker har brug for kontraster. Selv kan jeg godt lide at bevæge mig hurtigt og have mange bolde i luften, men hvis jeg skal undgå at blive syg og få stress, er jeg nødt til at have en kontrast, hvor alting går langsomt. For mig er det havet; sejlads og surfing. For andre kan det være at holde helt fri i en weekend uden at tjekke sin mail,” siger han.

”Jeg har fundet ud af, at mit hoved fungerer i firetimers cyklusser. Sådan at forstå at jeg jævnligt har brug for mindst fire timer, hvor jeg ikke hører musik, ikke lytter til podcast, og hvor der ikke er nogen, der taler til mig. Først i den fjerde time får jeg normalt fat i kernen af nogle de ting, jeg går og tumler med. For mig er det et virkelig afslappende og også ret kreativt redskab,” siger han.

”Da jeg var barn, sagde mine forældre altid til mig, at det er sundt at kede sig. Dengang syntes jeg, at de var åndssvage at høre på. Men nu er jeg blevet voksen og er fuldstændig enig,” tilføjer han.

Forbudt at tale hinandens drømme ned

Hvad der kan lyde som en livsstilscoach er i virkeligheden en mand, der sammen med sin familie har oplevet massive fordele ved at give plads til langsommelighed og livsdrømme. Han opfordrer i den forbindelse til at gentænke både familieliv og arbejdsliv, hvis der vel at mærke ligger uindfriede drømme på lur.

”Hvad enten man sidder i et godt job, lige er er blevet fyret, eller bare har en drøm liggende i baghovedet, er der al mulig grund til at forholde sig til, hvad der er vigtigt, og hvad man gerne vil. Hjemme hos os arbejder vi for eksempel med en drømmefase, hvor det er forbudt at tale hinandens forslag ned. Først når vi har lagt os fast på en fælles drøm, ser vi på, om der er noget praktik, der taler imod den. Som regel finder vi ud af, at der er alle mulige knapper at skrue på i forhold til at få tingene til at lade sig gøre,” siger Emil Erichsen.

”Mine kone og jeg har tre børn mellem nul og syv år, og det smitter selvfølgelig af på, hvad der er muligt. Vi er meget bevidste om, hvordan vi rejser for ikke at gøre livet for rodløst og opbrudt for dem. Men når det så er sagt, skal vi faktisk til Caribien om to uger og bliver der i to måneder,” tilføjer han med et smil.

Vil du vide mere?
  • Emil Midé Erichsen er søn af Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé. Barnebarn af Troels Kløvedal.
  • Han er 35 år, gift med Louise og har tre børn i alderen 0-7 år
  • Emil er foredragsholder, forfatter, podcast-vært, tv-producent, dykkerinstruktør og sejlinstruktør – se mere på Havana.dk

Tilmeld dig Makios nyhedsbrev for virksomheder

Vores nyheder er håndplukket til dig, som arbejder med HR eller er leder. Du får inspiration og viden inden for HR, ledelse, karriere og et bæredygtigt arbejdsliv.

Når du tilmelder dig Makios nyhedsbrev via e-mail får du viden, konkrete råd og inspiration om HR, karriere, ledelse, et bæredygtigt arbejdsliv samt invitationer til events. Du vil også modtage information om vores ydelser, og du kan til enhver tid framelde dig igen. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

Ræk ud og hør, hvordan vi kan hjælpe jeres virksomhed

Hvis du er i tvivl om noget, så tøv ikke med at ringe til os på 8874 4912

Kontakt os

Ja tak - Jeg er blevet tildelt et forløb og vil gerne høre mere

Ja tak - jeg vil gerne høre mere