Når man som jeg har beskæftiget sig med opsigelser i +20 år, har man efterhånden hørt lidt af hvert om, hvordan der bliver sagt farvel til medarbejdere ude i de danske virksomheder. Hvad tænker du for eksempel om at aflevere en skriftlig opsigelse til en sygeplejerske på Rigshospitalet med besked om at overbringe den til en kvinde, som var akut indlagt? Eller hvad med at ringe en medarbejder op og overbringe hende nyheden om hendes opsigelse, mens hun havde barn syg og sad hjemme med sin søn på armen?
MINE KOLLEGER OG JEG HØRER JÆVNLIGT OM SØVNLØSE MELLEMLEDERE, DER BRYDER GRÆDENDE SAMMEN FORAN AFGÅENDE MEDARBEJDERE, FORDI DE ER UKOMFORTABLE MED OPGAVEN.
Der er mange andre eksempler på tvivlsomt eksekverede fyringer, og de nævnte er ikke nødvendigvis de værste. De er heller ikke udtryk for, at danske virksomheder vrimler med elendige mellemledere – som typisk er den medarbejdergruppe, der bliver pålagt at eksekvere opsigelserne. Til gengæld er eksemplerne retvisende for, hvor let en ellers kompetent mellemleder kan træffe dårlige beslutninger, når vedkommende ikke er klædt på til den opgave, som han eller hun er sat til at varetage.
Men hvorfor er nogle mellemlederne så ikke klædt på til at foretage opsigelsessamtaler? Det skyldes først og fremmest, at området ikke er en del af diverse ledelsesuddannelser. Derudover ved vi fra en nylig YouGov-undersøgelse af danske virksomheders håndtering af opsigelser, at 20 procent af alle danske mellemledere foretager opsigelsessamtaler uden at være blevet forberedt til opgaven.
Resultatet er bekymrende i den forstand, at de opsagte medarbejdere er åbenlyst sårbare mennesker, der er på vej til at miste en del af deres identitet. For nogle leder fyringer til depression, stress og andre livskriser. Andre klarer sig mere helskindet igennem – særligt hvis de får lidt hjælp til processen. Men rart er det aldrig at blive afvist. Og sker det med venstre hånd, uden kendskab til almene psykologiske reaktionsmønstre eller uden empati og værdighed, bliver oplevelsen mange gange værre.
Derudover lider mellemlederne i høj grad også under at være uforberedte på at udføre det, der vel med rimelighed kan betegnes som et af de meste ekstreme ledelsesindgreb, der findes. Mine kolleger og jeg hører jævnligt om søvnløse mellemledere, der bryder grædende sammen foran afgående medarbejdere, fordi de er ukomfortable med opgaven. Det er faktisk meget mere normalt, end man skulle tro.
Endeligt bliver virksomhedernes omdømmer negativt påvirket af de kluntet udførte opsigelser. Simpelthen fordi den slags dårlige historier har det med at sive ud af enhver sprække. Det skaber ikke kun utryghed blandt de tilbageværende medarbejdere, men også blivende problemer i forhold til rekruttering. For hvem gider at arbejde for en virksomhed, der behandler sine medarbejdere dårligt, når de har allermest brug for hjælp?
Faktisk lider virksomhederne også økonomisk. Jeg læste for nylig resultaterne af en såkaldt metaanalyse, hvor en engelsk økonom har gennemgået 115 akademiske studier om nedskæringer og opsigelser over en periode på 30 år. Analysen konkluderer, at fyringer typisk har en negativ økonomisk indvirkning på virksomheder på lang sigt. Og de økonomiske skadevirkninger er størst, når virksomhederne opsiger uden at tilbyde de afgående medarbejdere for eksempel karriererådgivning, fritstilling med løn eller hjælp til at lande et nyt job.
Det er med andre ord fair at konkludere, at alle parter lider under dårligt eksekverede fyringer. Inklusive virksomhedernes bundlinjer. I sidste ende vel dermed også selve Danmarks konkurrenceevne.
Tillad mig at slutte af med at fremhæve endnu et undersøgelsesresultat: Føromtalte 2025-undersøgelse fra YouGov viser nemlig også, at 71 procent af danske virksomheder har opsagt medarbejdere inden for de seneste 12 måneder.
Altså ved vi, at fyringer i høj grad er hverdag i dansk erhvervsliv. Ikke desto mindre er opsigelsessamtaler ikke en uddannelsesmæssig ledelsesdisciplin, ligesom hver femte danske virksomhed med åbne øjne undlader at klæde deres mellemledere på til at varetaget forløbet. Det synes jeg i høj grad bør give anledning til selvrefleksion blandt de ansvarlige danske ledere.
Få det fulde overblik og dyk ned i de centrale resultater fra Makios outplacement-analyse her
Når du tilmelder dig Makios nyhedsbrev via e-mail får du viden, konkrete råd og inspiration om HR, karriere, ledelse, et bæredygtigt arbejdsliv samt invitationer til events. Du vil også modtage information om vores ydelser, og du kan til enhver tid framelde dig igen. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger her.
Hvis du er i tvivl om noget, så tøv ikke med at ringe til os på 8874 4912