Mellemledere bliver kastet under bussen i store fyringsrunder

Udgivet 23. januar 2025

Læs på < 1 min.

Publiceret i Finans

Af Birgitte Røssel, Vicedirektør, Makio

Mange virksomheder lader mellemledere afskedige medarbejdere uden skyggen af forberedelse. Det tenderer et overgreb på begge parter.

Når man som jeg har arbejdet med fyringer igennem 20 år, har man efterhånden set og hørt lidt af hvert.

Hvad tænker du for eksempel om mellemlederen, der ringede en medarbejder op og fyrede hende, mens hun sad i privaten med sin syge baby i armene på barnets første sygedag?

Eller hvad med mellemlederen, der hoppede på sin cykel og kørte til Rigshospitalet for at aflevere et opsigelsesbrev til en sygeplejerske med besked om at overbringe det til mellemlederens kollega, som var indlagt?

Det er faktisk kun toppen af isbjerget. Der bliver foretaget rigtig mange respektfulde, kærlige og empatiske fyringer derude – men mindst lige så mange dårlige, kluntede og direkte skadelige. Stort set hver gang, det går galt, er forklaringen, at mellemlederen – som typisk er den, der står for fyringerne – ikke er godt nok klædt på til opgaven. Og derfor kommer vedkommende galt af sted.

 

Virksomheder fravælger forberedelse

Den bagvedliggende årsag er, at mange virksomheder fravælger at forberede opsigelsessamtalerne. Altså reelt fravælger at lære mellemlederne, hvordan de respektfuldt siger farvel til medarbejdere, som der af den ene eller anden grund ikke længere er plads til i virksomheden.

At klæde en person på til at foretage afskedigelser behøver ikke at være voldsomt kompliceret.

Vi ved af erfaring, at det stort set altid er en voldsom oplevelse at blive fyret. De fleste bliver ramt på stoltheden med et brag. Nogle ender med at være så fulde af skyld og skam, at de end ikke fortæller deres nærmeste om, hvad der sket. Andre er skrækslagne for efterfølgende at få det ellers uskyldige spørgsmål om, hvad de laver arbejdsmæssigt – og undgår derfor sociale sammenkomster i lange perioder. I visse tilfælde udvikler fyringer sig til deciderede livskriser og depressioner.

Altså er det temmelig vigtigt, at en i forvejen smertefuld situation ikke bliver gjort endnu mere smertefuld, fordi virksomheden af økonomiske eller ressourcemæssige årsager har valgt ikke at klæde sine mellemledere på til at foretage afskedigelser. Bemærk i den forbindelse, at det at foretage en fyring kan føles voldsomt grænseoverskridende, hvis man oplever ikke at have værktøjerne til det. Og at træning af afskedigelsessamtaler ikke er en del af den gængse lederuddannelse.

 

Mellemledere bryder ud i gråd

Det er derfor ikke kun den fyrede medarbejder, der risikerer at komme til skade i en afskedigelsesproces. Mellemlederen selv er i høj grad også i farezonen. Mine kolleger og jeg hører løbende om mellemledere, der bryder ud i gråd og fortæller, at de ikke har lukket et øje hele natten eller ikke spist i dagevis, fordi de har det dårligt med det, der er på vej til at ske. Stærkt ubehageligt og demotiverende for mellemlederen – foruden med stor sandsynlighed anledning til en forværring af det efterfølgende forløb hos den fyrede medarbejder, som nu får endnu mere at bearbejde.

Følsomhed hos en presset mellemleder er selvfølgelig i sig selv helt okay. Blot ikke til megen gavn i den pågældende situation. Og alene ved at have prøvet noget lignende tidligere eller ved at have talt risikoen for en følelsesreaktion igennem på forhånd, nedsætter man sandsynligheden for, at det sker – endda ganske betragteligt.

 

Et stærkt overset område

At klæde en person på til at foretage afskedigelser behøver ikke at være voldsomt kompliceret. Der ligger en klar metodik bagved, og det handler grundlæggende om at forberede den fyrende mellemleder på de mest sandsynlige scenarier. Hvordan håndterer man for eksempel vrede eller diskussionslyst hos den fyrede medarbejder – eller en medarbejder der går helt i sort ved beskeden om en fyring? Hvilke papirer skal og bør overleveres? Kunne det være en mulighed at have en pakke Kleenex i lommen? Det handler om at være klar på det meste.

Der behøver ikke engang at stå en virksomhed som vores bag. En erfaren leder, der har prøvet det hele flere gange tidligere, kan sagtens lære fra sig i en grad, så de fleste afskedigelsessamtaler bliver styret sikkert og respektfuldt i mål. En del store virksomheder har også kompetente HR-afdelinger, der kan stå for forløbet. Blot er det vigtigt, at det sker. For både mellemlederens og den fyrede medarbejders skyld. Men området forbliver ikke desto mindre meget overset.

Der er brug for en opstramning på det danske arbejdsmarked, der i høj grad gør brug af muligheden af at ansætte og afskedige i takt med efterspørgsel og sæsonudsving. Faktisk en hel del mere end lande som eksempelvis Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Belgien. Derfor skulle man tro, at danske virksomheder også påtager sig ansvaret for at afskedige deres medarbejdere på en respektfuld måde, der sender dem godt videre i arbejdslivet og samtidig tager hånd om de fyrende mellemledere. Blot er det meget ofte ikke tilfældet.

Tilmeld dig Makios nyhedsbrev for virksomheder

Vores nyheder er håndplukket til dig, som arbejder med HR eller er leder. Du får inspiration og viden inden for HR, ledelse, karriere og et bæredygtigt arbejdsliv.

Når du tilmelder dig Makios nyhedsbrev via e-mail får du viden, konkrete råd og inspiration om HR, karriere, ledelse, et bæredygtigt arbejdsliv samt invitationer til events. Du vil også modtage information om vores ydelser, og du kan til enhver tid framelde dig igen. Læs, hvordan vi behandler dine oplysninger her.

Ræk ud og hør, hvordan vi kan hjælpe jeres virksomhed

Hvis du er i tvivl om noget, så tøv ikke med at ringe til os på 8874 4912

Kontakt os

Ja tak - Jeg er blevet tildelt et forløb og vil gerne høre mere

Ja tak - jeg vil gerne høre mere